tirsdag den 16. januar 2018

Danskvejleder uddannelsen.


Hjemmearbejdsdag. 

Vi har fået nye skemaer så jeg har indtil den 6.feb. skemafri tirsdag.
Jeg glæder mig rigtig meget til den 6.feb. - der starter jeg på første modul af danskvejleder uddannelsen på UCC i KBH.

En uddannelse jeg har ønsket af få i et par år. Det er det her jeg brænder for, det her jeg synes jeg er god til og selvfølgelig gerne vil blive endnu bedre til.

Jeg har igennem de sidste 5 år haft forskellige funktioner på mit arbejde bl.a. vejledning i mere brug af IT i danskundervisningen og synlig læring vejleder. At få denne uddannelse med er bare prikket over i´et for mig.

Det første modul er "Sprog og sprogdidaktik" - og vores første opgave er at skrive en argumenterende tekst om brugen af grammatik i undervisningen.


Spændende opgave og et spændende tema - grammatik i undervisningen. 

Når jeg tænker tilbage på mit arbejde som dansklærer har de sidste 14 år ændret sig meget. Der er kommet nye begreber, nye ord, nye og mange flere platforme, mere IT, sociale medier, genrepædagogik, begyndende læseundervisning, CL, synlig læring, målstyret undervisning, opdagende skrivning o.s.v. jeg kunne blive ved med at remse op. 

Men når jeg kigger rundt i klasselokalerne, når jeg kigger på vores bogdepot så har undervisningen i grammatik ikke ændret sig meget, der bliver stadig indkøbt grammatikhæfter i stor stil - hvordan kan det være? 

Nogen gange kan jeg finde opgaver som jeg selv havde da jeg gik i skole? 

Fortællende tekster.


I 3. og 4. klasse arbejder vi med fortællende tekster. Eleverne er blevet præsenteret for teksttypen og skal igennem forløbet arbejde med fortællende tekster og hvilke kendetegn der er for netop denne genre. 

Mål for fortællende tekster: 

Det vigtigste vi tager udgangspunkt i er at teksterne er opdigtet, at der findes realistiske/fantastiske fortællinger og teksterne er bygge op omkring handlingsbroen. 

Eleverne skal lave en foldebog om fortællende tekster og til sidst selv skrive deres egen fortællende tekst. Vi har gjort det før - vi har bare aldrig kaldt det for fortællende tekster. 

Jeg har illustreret hvad fortællende tekster er - alle elever har fået en vi kan snakke ud fra. 



Vi arbejder med verber og adjektiver - hvad er de for en ordklasse, hvordan finder vi dem i teksten og hvorfor skal vi bruge dem når vi skriver vores egene tekster? 

Eleverne har fået udleveret små korte tekster - her finder vi verber og adjektiver og snakker om betydning af dem i teksterne. 

Vi kigger på de bøger vi læser i klassen - hvilke er realistiske/fantastiske og hvad kendetegner dem? Kan en historie være begge dele? Eleverne skal finde spor i teksterne på det realistiske/fantastiske eller hvor i teksten der sker begge dele. 

Eleverne skal lave en foldebog om fortællende tekster - en emnefoldebog. Jeg har lavet mit eget eksempel som vi snakker ud fra. Det er en god aktivitet at have på ugeskemaet. 




Igennem alle ugerne skal eleverne arbejde med deres egen fortællende tekst. Vi er startet ud med at bygge en historie op omkring handlingsbroen. Hvordan skal den udfyldes? Nu skal vi gøre os mere umage med at fylde på handlingen end vi gjorde i 1. og 2.klasse. 

Eleverne skal være opmærksom på, hvilken slags genre de vil skrive i - er det et eventyr, krimi, gyser, realistisk m.m. 
I deres historie skal der opstå et problem efterfulgt af en løsning. 
Det handler ikke så meget om hvordan historien bliver når vi er færdige - men mere om hvordan vi arbejder med historien undervejs. 

Jeg har lavet en tjekliste som vi har gennemgået i klassen - en tjekliste som er en god rettesnor i arbejdet med vores egen fortællende tekst. 





torsdag den 14. december 2017

"Engelbert H og den sidste chance".


"Gud er virkelig træt af at høre om krig og elendighed og forurening. Gud kalder den engel, der hedder Engelbert H, ind på kontoret og siger: Nu tager du ned på jorden og redder den! Slut med krig og ballade! Og hvis ikke den kan reddes, så lader jeg den gå under!"

Skøn billedroman af Fupz - en sød historie med intertekstualitet, nye ord og vendinger samt mulighed for at arbejde med mange andre analyser, der arbejdes med i klasserummet.
Vi har arbejdet med personkarakteristik og får lige genopfrisket det. Det største fokus vi har i arbejdet med denne bog er nye ord og vendinger.
Vi læser bogen sammen og snakker om ord vi møder. Eleverne skal lære at udfylde "ordkendskabskortet". 

Der findes opgaver på skolekom og dansklærerforeningen - nogle gode ideer til arbejde med billedromanen før-under og efter læsning.

Vi startede med en kort snak om "hvad tror vi bogen handler om ved at kigge på forsiden?".
"Hvad betyder: Sidste chance?".

Mens vi læste stoppede vi op og tænkte - når vi mødte ord vi ikke forstod betydningen af snakkede vi om dem og fandt fælles synonymer eller antonymer. I de to første kapitler snakkede vi om ord som: elendighed, ufred, forurening, gøjemøjet, arrig, sunde sig, skummelt, drøner m.m.

Eleverne skal sammenligne historien med historier fra kristendom - hvad har den tilfælles med "Noahs ark" og "skabelsen"?

Efter læsning har jeg lavet enkelte opgaver eleverne kan sidde med selv, derudover skal de skrive om hvad vi på skolen kan gøre for forurening - hvordan kan vi sammen gøre noget ved alt det skrald, der bliver smidt i skolegården?




søndag den 5. november 2017

"Julen sig nærmer..."



December nærmer sig. 

Vi har altid en kippe/klistre dag - en dag hvor klasserne pynter op og får besøg af forældre/bedsteforældre i sidste time til rigtig julehygge. Vi afholder en konkurrence for hele skolen om klassen dørdekoration. Ledelsen kårer en vinder :o)

På denne dag har jeg altid haft en bestemt opgave til eleverne. Eleverne får udleveret et stykke A5 hvidt karton. De skal lave deres egen nisse. Det er vigtigt at nissen fylder hele papiret og man selvfølgelig gør sig umage. Vi bruger nissen til vores julehistorie i løbet af december måned. De elever der pga. religiøse overbevisninger ikke må tegne en nisse laver bare en anden slags figur - måske dem selv.

Nisserne bliver klippet ud og jeg laminerer dem. Vi hænger figurerne op og efter jul gemmer jeg dem. Det er sjovt for eleverne at se de nisser de har lavet igennem årene.

Der vil igennem december måned være forskellige skrive opgaver - dette afhænger også af alderstrin.
- Skriv en personkarakteristik om din nisse. 
- Skriv et juleeventyr om din nisse. 
- Skriv et brev til din nisse. 
- Skriv ...... 

Skriveopgaverne er meget forskellige og fokus hænger selvfølgelig sammen med eventuelle opgaver vi har arbejdet med inden december så elevere på forhånd kender til genren.

Jeg plejer altid at lave et "julehæfte" - et hæfte med forskellige opgaver i. Det kan være små tegne/tal opgaver eller kryds og tværs. Opgaverne er differenceret, et hæfte 1 og 2.
Jeg finder forskellige opgaver på skolekom eller i hæfter.
Jeg har sat nogle billeder ind af eksempler på opgaver fra hæftet "Ideer på tværs".




En anden klassiker jeg bruger i december måned er "Peters jul" eller en julesalme. Vi læser teksterne, gennemgår dem, snakker om ord og betydning. Forskellige slags opgaver til teksterne kunne være:
- Skrive et vers om som det ville lyde i dag 2017. 
- Hvordan skriver man digte - vi skriver et ekstra vers. 
- Vi laver en tegnserie udfra en julesalme. 
- Snakke om hvordan det var at være barn i 1800 tallet og i dag. 
- Øve oplæsning af "Peters jul" - måske eleverne skal optræde med det til fællessamling (vi mødes en gang om ugen alle elever fra 0. - 5.kl. til fællessang).

Der findes mange gode historier man kan læse op i december måned.




Her er lidt eksempler på ekstraopgaver: 

Opgaver med sammensatte ord - sammensatte ord med juleord.
https://docs.google.com/document/d/1ABfwTNf-YjPS93Dwn7p3b3kbo2si8_nczld-Sen-NcE/edit?usp=sharing

Skriv sider med hus.
https://docs.google.com/document/d/1w6Yt2f9LoK0xT2kPwCsoTAjRP_cTCgInarQLGBgfPC4/edit?usp=sharing




Eksempel på et juleugeskema.
https://docs.google.com/document/d/1xv1szQOapTgj8nb35--2WypS8U9scZ1wZNRHNVQ5rVQ/edit?usp=sharing

onsdag den 1. november 2017

"Ternet ninja".

Sammen med min veninde og kollega har vi lavet et forslag til et undervisningsforløb ud fra bogen "Ternet ninja" af Anders "anden" Matthesen. 

Foldebøger i historiefaget.

Historie med 4. og 6.klasse. 

I den korte tid jeg var på det andet arbejde, havde vi i historie om forskellige tidsaldre i hhv. 4. og 6. klasse.
6.klasse startede med at lave en foldebog fra istiden og frem til middelalderen. Inden vi startede med renæssancen.


Håber I kan se denne lille film om foldebogen fra oldtiden til og med middelalderen. 


En planche til 4.klasse - vi sammenlignede klæder, redskaber og levevis fra stenalder, bronzealder og jernalderen. 


Foldebog til at sætte ind i klassehæftet - vi skrev om forskellige personer fra middelalderen. 




¨
Foldebog om vikingetiden - vi havde et ugeprojekt om vikingetiden og var igennem forskellige emner som eleverne så skulle skrive og tegne om i deres foldebog. 



Tilbage i trygge rammer.

Godmorgen fra min "nye" arbejdsplads. 
Det har været nogle mærkelige måneder. Nogle måneder hvor jeg virkelig har tænkt over hvad jeg vil. Jeg fik nyt job 1.august - men blev aldrig helt glad. De var søde og rare - nogle søde elever men jeg savnede min gamle arbejdsplads, savnede eleverne, savnede mine skønne kollegaer jeg har kendt igennem 10 år - jeg savnede bare det hele.

Min mand kiggede på mig en dag i starten af september og sagde: "Du er da ikke helt glad for det nye var?". Det kunne jeg jo kun give ham ret i - det var jeg ikke. Ligemeget hvor meget jeg prøvede og gav det en chance så voksede savnet bare.

Jeg kontaktede min gamle arbejdsplads og de har virkelig hjulpet mig rigtig meget - så meget at jeg i dag 1.november igen er startet på min "nye" arbejdsplads. Jeg er simpelthen så glad og kan mærke at det er det rigtige i min mave. Jeg skulle lige tage springet - vove pelsen for at finde ud af at det bare var her jeg skulle være.

Jeg glæder mig meget til igen at lægge op her på bloggen - små glimt fra min hverdag på min "nye" arbejdsplads :o)

Rigtig dejlig dag til jer.

tirsdag den 5. september 2017

Personkarakteristik.

Vi arbejder med personkarakteristik i dansk 4.klasse. 

Vi startede forløbet med at snakke om personkarakteristik.
- Hvordan beskriver vi hinandens indre og ydre?
- Hvordan lytter/leder man efter spor i en tekst der beskriver dette?

ELEVMÅL:
Jeg kan fortælle for en makker, hvad en personkarakteristik er. 
Jeg kan kende forskel på statisk og dynamiske personer i tekster. 
Jeg kan udfylde teksters tomme pladser og karakterisere hovedpersonernes indre og ydre. 
Jeg kan udfylde teksters tomme pladser og karakterisere bipersoners indre og ydre.
Jeg kan beskrive en persons indre og ydre mundtligt og skriftligt. 
I 4.b har vi læst "En som Hodder" og "Emmely M" fra fandango 4. Eleverne har arbejdet med enkelte opgaver fra opgavebogen til fandango. De opgaver hvor de skulle beskrive personerne med enkelte ord. Hvordan Hodder og Emmely M bliver opfattet i fortællingen.

Emmely M er en rigtig sød fortælling om en pige og hendes dukke - en forvandlings-historie. Vi læste hele bogen og ikke kun uddraget i fandango.
Samtidig med at fokus har været på personkarakteristik har vi også arbejdet med substantiver - eleverne skulle finde substantiver i teksten og bøje dem i skema.

Vi skal læse "En pige der krøb" af Fupz - en billedbog. Eleverne skal lytte til oplæsning og finde spor på beskrivelser af pigen både hendes indre og ydre. Igen en forvandlings-historie. Eleverne er gode til at skrive noter så mens jeg læser skriver de ned.
Dernæst tager vi en "bordet rundt" eller "mødet på midten" så de får snakket om, hvad de hver især har skrevet ned.

I næste uge skal eleverne så igang med at skrive deres egen historie. En historie, hvor fokus er at beskrive hovedpersonens indre og ydre.


Jeg har lavet spørgsmål til Emmely M - som vi i dag i det skønne vejr brugt til en omgang Quiz og byt. Eleverne havde prøvet det før men skal stadig øve sig på at hilse pænt og takke for hjælpen.



https://docs.google.com/document/d/1eTv8lj-lS6fMzalJBwnlzj4haIE7jNV6XC4gaDMSp7Q/edit?usp=sharing



torsdag den 31. august 2017

Faglig læsning og foldebøger.

I øjeblikket arbejder jeg med forskellige udgaver af foldebøger til historiefaget og faglig læsning. 
Bøgerne kan godt bruges til andre fag og emner. 
Se gerne med på min Instagram side af samme navn :0) 

Foldebog på planche skal bruges til at sammenligne våben, fund og mænd og kvinders arbejde i hhv. Stenalderen, bronze og vikingetiden. 
Foldeplanchen kan også bruges til at sammenligne religioner, andre historiske perioder, eventyr, intertekstualitet, personer i en tekst og meget mere. 
Foldebog som ordkendskabskort. Vi møder svære ord hele tiden, der skal beskrives og forståes. Denne foldebog kan limes ind i kladdehæftet - bruges ikke kun i historiefaget men kan også bruges i andre fag og emner. 
I middelalderen møder vi mange store personer - denne foldebog sættes i kladdehæftet. Eleverne finder info om personerne og skriver bagved måske sættes der et billede ind. 


tirsdag den 22. august 2017

Bambi på glatis..


Valgte i foråret at søge nye udfordringer efter 10 år på den samme skole. Jeg havde brug for at lære noget nyt, få noget nyt inspiration, se nogle andre måder hvorpå hverdagen bliver løst et andet sted. Det er et stort sted jeg er havnet, så rigtig mange nye kollegaer og en labyrint af gange og lokaler at finde rundt i :o)
Det var ikke uden en lille klump i maven og megen overvejelse. Jeg havde nogle fantastiske kollegaer og elever men jeg har lært hjemmefra, at man skal stoppe mens legen er god.

I år har jeg så historie og kristendom på 4. og 6. årgang samt dansk på 4.årg. Det er mange år siden jeg sidst har haft kristendom og historie - det har primært være dansk i mange år. Det er faktisk ret spændende og udfordrende. Jeg kan jo ikke lade være med at være danskmenneske så faglig læsning og skrivning er selvfølgelig på programmet i kristendom og historie.
Det er kun godt, for det var begrænset, hvor meget jeg har anvendt det tidligere.

Det har selvfølgelig været svært at planlægge noget inden jeg mødte eleverne og fik en fornemmelse for, hvilke børn jeg skulle have, hvad de havde lært samt hvordan de arbejder - så alt arbejdet kommer først nu, al planlægningen af undervisningen kommer først nu og det giver nogle lange dage.

At være Bambi, der skøjter lidt rundt kan det godt føles som indimellem - alt er nyt, arbejdsgangene, retningslinjer, digitale platforme, emneuger, skole-hjem samtalerne og meget andet - listen er lang. Selvom jeg har nogle år med mig i baggagen så kan jeg genkende følelsen fra da jeg var ny lærer. Jeg synes heldigvis at jeg er sikker på mig selv som underviser og ved hvor jeg gerne vil hen med eleverne - men alligevel bliver man nødt til at reflektere men det er vel kun sundt?

Men selvom alt er nyt, selvom jeg har en masse uopklaret spørgsmål så tager jeg én dag af gangen. Ja jeg er på glatis indimellem men prøver at finde fodfæstet alligevel.


Eleverne i 4.B efter klassemøde om fællesskab og sammenhold.